Vedtægter for Hesteafgiftsfonden
Den 19. oktober 2004
§ 1. Fondens navn er Hesteafgiftsfonden
§ 2. Fonden er stiftet i henhold til bestemmelserne i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v. (bemyndigelsesloven)
§ 3. Fondens hjemsted er Århus kommune
§ 4. Fondens formål er at styrke hesteholdets udviklingsmuligheder.
Stk. 2. Fonden kan inden for dette formål anvende midler til aktiviteter som omfattet af bemyndigelseslovens § 7, stk. 1, jfr. lovbekendtgørelse nr. 297 af 28/4/2004
§ 5. Fonden ledes af en bestyrelse, der er fondens øverste myndighed.
Stk. 2. Bestyrelsen består af 6 personer, der udpeges af fødevareministeren i henhold til bemyndigelseslovens § 8, stk. 1, efter forudgående udtalelse fra Landbrugsrådet, Dansk Landbrug, Landsudvalget for Heste, Dansk Varmblod, Dansk Galop, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Forbrugerrådet, Det Frie Forskningsråd og Det Strategiske Forskningsråd.
Stk. 3. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand og næstformand, og udarbejder en forretningsorden for sit virke.
Stk. 4. Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 2/3 af dens medlemmer er til stede. Beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Stk. 5. Formanden påser, at habilitetsreglerne overholdes i forbindelse med behandlingen af sager, hvor et eller flere bestyrelsesmedlemmer måtte have særlige interesser. Bestyrelsen noterer i sin forhandlingsprotokol, hvorledes der forholdes i konkrete habilitetssager.
Stk. 6. Et bestyrelsesmedlem kan til enhver tid anmode fødevareministeren om at måtte udtræde af bestyrelsen.
Stk. 7. Et bestyrelsesmedlem skal udtræde af bestyrelsen, såfremt vedkommende på grund af længerevarende sygdom eller anden svækkelse ikke kan varetage hvervet. Et bestyrelsesmedlem skal ligeledes udtræde af bestyrelsen såfremt vedkommende har gjort sig skyldig i handlinger eller udeladelser, som gør vedkommende uværdig til fortsat at bestride hvervet, eller kommer under konkursbehandling.
Stk. 8. Ved et bestyrelsesmedlems afgang udpeger fødevareministeren et nyt medlem for den resterende funktionsperiode i overensstemmelse med bemyndigelseslovens regler.
§ 6. Bestyrelsen er ansvarlig for, at opkrævningen og forvaltningen af fondens midler sker i overensstemmelse med bemyndigelsesloven, regler fastsat i medfør heraf, samt den nationale og fællesskabsretlige lovgivning i øvrigt.
Stk. 2. Bestyrelsen udarbejder forslag til budget for fonden og regnskab for fonden i henhold til gældende regler herom, som fastsat af fødevareministeren.
Stk. 3. Bestyrelsen fordeler fondsmidlerne på baggrund af ansøgninger. Der gennemføres mindst én ansøgningsrunde for hvert regnskabsår.
Stk. 4. Ansøgningsfrister og eventuelle ansøgningsskemaer offentliggøres mindst to måneder før ansøgningsfristens udløb. Efter fordelingen af midlerne offentliggør fonden ligeledes hvorledes midlerne er blevet fordelt, herunder hvilke ansøgninger, der er imødekommet.
Stk. 4. Bestyrelsen afgiver indstilling til fødevareministeren om størrelsen og beregningen af produktionsafgifter.
§ 7. Fondens bestyrelse træffer beslutning om varetagelsen af fondens administration. Den daglige leder af administrationen kan ikke samtidigt være medlem af fondens bestyrelse.
Stk. 2. Fonden er i hele sit virke underlagt reglerne i lov nr. 571 af 19. december 1985 (forvaltningsloven) med senere ændringer, lov nr. 572 af 19. december 1985 (offentlighedsloven) med senere ændringer, samt lovbekendtgørelse nr. 553 af 2. juli 2002 (ligestillingsloven) med senere ændringer.
§ 8. Fonden tegnes af bestyrelsens formand sammen med mindst eet andet bestyrelsesmedlem. Der kan meddeles prokura til den daglige leder af administrationen.
§ 9. Vedtægterne kan ændres af bestyrelsen inden for de rammer for fondens virke, der er givet i bemyndigelsesloven. En vedtægtsændring skal godkendes på to på hinanden følgende bestyrelsesmøder, der afholdes med mindst 14 dages mellemrum.
Stk. 2. Vedtægterne skal godkendes af fødevareministeren.
§ 10. En ophævelse af fonden kan besluttes efter samme procedure som for vedtægtsændringer, jfr. § 9, stk. 1. Afviklingen af fonden skal ledes af bestyrelsen, og eventuelle midler skal anvendes inden for fondens formål, jfr. § 4.
Hesteafgiftsfonden - Landscentret, Heste - Udkærsvej 15, Skejby - 8200 Århus N