Overhead (administrative omkostninger) er som udgangspunkt en forholdsmæssig andel af de udgifter, der er nødvendige for de faglige aktiviteter, men som ikke kan henføres til specifikke aktiviteter. Overhead kan dækkes af fonden, når de kan henføres til projektet og er nødvendige for projektets gennemførelse. Dette er typisk udgifter som el, vand, varme, kontorhold, husleje, bogholderi, regnskab, administration og lignende. Der kan ikke i beregningen af overhead inddrages udgifter, som ikke kan dækkes selvstændigt af fonden, herunder udgifter til politisk interessevaretagelse eller ulovlig statsstøtte. Der skal være et økonomisk rimeligt og sædvanligt forhold mellem projektets aktiviteter og det dertil knyttede overhead.